Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vedtægter

VEDTÆGTER FOR

DEN SELVEJENDE DAGINSTITUTION

DEN FLYVENDE KUFFERT

§1.

Institutionens navn er Den Flyvende Kuffert.

Institutionen har hjemsted i Københavns Kommune.

Institutionen er beliggende på adressen Nyrnberggade 33, 2300 København S.

§2.

Institutionen er en selvejende daginstitution og er tilsluttet Børneringen.

§3.

Institutionens formål er at drive daginstitution i henhold til dagtilbudsloven, så børnenes muligheder for udvikling af deres naturlige evner og anlæg fremmes mest muligt under gode trivselsforhold i samarbejde med børnenes hjem.

Institutionens formue er henlagt til institutionens formål.

§4.

Institutionens ledelse består af en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse, og en leder, der varetager den administrative og pædagogiske ledelse og som er ansvarlig for institutionens virksomhed over for institutionens bestyrelse.

Bestyrelsen består af 9 medlemmer.

5 af bestyrelsens medlemmer - samt mindt en suppelant for disse - vælges af og blandt forældrene på et forældremøde. 2 medlemmer, herunder formanden, udpeges som repræsentant for Børneringen. 2 medlemmer udpeges af og blandt institutionens fastansatte medarbejdere, bortset fra lederen og souschefen som ikke kan være medarbejderrepræsentant i bestyrelsen.

Institutionens leder og souschef deltager i betsyrelsesmøder uden stemmeret som bestyrelsens sekretærer.

Valget af bestyrelsesmedlemmer - bortset fra forældrerepræsentanterne, der vælges for en toårig periode - gælder for fire år, svarende til valgperioden for kommunale råd. Forældre med børn i institutionen er valgbare og har valgret vedrørende forældrerepræsentanter i betyrelsen. Der kan kun afgives 1 stemme pr. indskrevet barn i institutionen. Fastansatte medarbejdere i institutionen er ikke valgbare som forældrerepræsentanter. Valg til institutionsbestyrelsen sker ved simpelt stemmeflertal. Dog har forældrerepræsentanter kun sæde i bestyrelsen, så længe de har børn i institutionen.

En medarbejderrepræsentant udtræder af bestyrelsen med øjeblikkelig virkning fra det tidspunkt, hvor den pågældende har afleveret sin opsigelse eller har modtaget sin opsigelse.

Der kan kun undtagelsesvis, og når særlige omstændigheder taler derfor, vælges personer, der er fyldt eller i valgperioden fylder 70 år.

§5.

Bestyrelsen påser, at institutionens administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyntagen til institutionens formål og de regler der til enhver tid gælder for institutionens ledelse og drift.

Bestyrelsen påser, at institutionen hvert år udarbejder en årsplan. Planen skal indeholde oplysninger om overordnede pædagogiske mål og principper, handlingsplan for bestyrelsens arbejde og forældresamarbejdet samt principper for budget-, regnskabsmæssige og øvrige forhold af betydning for institutionens drift. Årsplanen skal fremlægges for forældrene.

Indgåelse og ophævelse af aftaler, der rækker ud over institutionens daglige ledelse og drift, kræver bestyrelsens tilslutning.

Indgåelse og ophævelse af driftsoverenskomsten mellem institutionens og Københavns Kommune samt indgåelse og ophævelse af aftaler, som berører institutionens kapital, kræver tilslutning af den samlede bestyrelse.

Bestyrelsen kan fastlægge de nærmere regler for institutionens drift ved overenskomst/aftale mellem bestyrelse og Københavns Kommune.

§6.

Bestyrelsen afholder mindst 4 møder årligt. Møderne indkaldes af formanden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når over halvdelen af medlemmerne, herunder formanden, er til stede.

I tilfælde af formandens varige forfald, eller såfremt formanden ikke - trods henstilling fra mindst to medlemmer - indkalder til møde, kan to medlemmer indkalde til møde, og bestyrelsen er da beslutningsdygtig, uanset formandens fravær.

Bestyrelsens afgørelser træffes - medmindre andet er bestemt - ved almindelig flertalsbeslutning. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Ved afgørelser af væsentlig betydning kræves tilslutning af mindst 7 af bestyrelsens medlemmer.

Over forhandlingerne føres en protokol, der underskrives af de i mødet deltagende bestyrelsesmedlemmer.

§7.

Til at forpligte institutionen retlig overfor tredjemand kræves underskrift af bestyrelsens formand og 3 bestyrelsesmedlemmer eller af bestyrelsens formand og i dennes varige forfald, næstformand sammen med et andet bestyrelsesmedlem eller med institutionens leder.

Dispositioner over fast ejendom eller institutionens lejemål, kræver dog underskrift af samtlige bestyrelsesmedlemmer og Københavns Kommunes godkendelse.

§8.

Institutionens bestyrelse ansætter og afskediger institutionens personale indenfor de rammer, der er fastsat i det af Københavns Kommune godkendte budget. I ansættelses- og afskedigelsessager samt personalesager er medarbejdere inhabile på bestyrelsesmøderne. Ansættelses- og afskedigelseskompetencen kan delegeres til lederen.

Afskedigelse af personale i pensionsberettiget stillinger samt ansættelse og afskedigelse af lederen kan kun ske efter Københavns Kommunes forudgående godkendelse. Institutionen må ved opslag af stillinger tage forbehold herom.

§9.

Institutionen hæfter med sin formue efter dansk rets almindelige regler for alle institutionens gældsforpligtigelser.

Bestyrelsens medlemmer er ansvarlige for institutionens dispositioner i overensstemmelse med dansk rets almindelige ansvarsregler.

Ved institutionens nedlæggelse vil dens formue være at anvende til et af Børneringens Hovedbestyrelse vedtaget andet socialt eller samfundsmæssigt formål for børn og unge i Københavns Kommune samt at kommunen skal godkende hovedbestyrelsens beslutning om anvendelse af den eventuelle formue. Bestyrelsen kan give indstilling om formålet.

§10.

Ændringer af vedtægterne kræver tilslutning af 7 ud af bestyrelsens 9 medlemmer, godkendelse af Børneringens Hovedbestyrelse og godkendelse af Københavns Kommune.