Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Konflikter blandt børn

Konflikter

 

Det er en naturlig ting, at der i legen opstår større eller mindre konflikter børnene i mellem.

I Den Flyvende Kuffert mener vi at børnene har ret til venskab og uvenskab.

Ligesom de har ret til at forsøge at løse egne konflikter.

Vi skal lære børnene, at være parate til at løse konflikter. At vi alle har
forpligtende relationer, hvor alle viser ansvar. Det nytter ikke at ”stikke” af
fra konflikten, men at prøve at løse den gennem sproget. Her skal vi voksne
være børnenes rollemodeller. De skal se, hvordan de voksne håndterer
konflikter, sådan at der videreformidles måder, at løse konflikter på.

For at barnets skal kunne begå sig og føle ”at det har sig selv med”, skal
det kunne give udtryk for, hvad det har lyst til og hvad det ikke har lyst til,
hvad det har behov for lige nu og hvad det ikke vil finde sig i.
Kommunikationen er vigtig.

Vi voksne hjælper barnet med at sætte ord på sine følelser. Ved at vi
spørger ind til problemerne, får barnet selv nogle ord at sætte på, som det kan bruge næste gang, det står i en lignende situation og det undgår, at løse sine konflikter ved at slå. F.eks. ”Jeg kan ikke lide, at du skubber, det gør ondt” eller ”Jeg vil gerne have hjælp til at lukke min jakke”.

I Den Flyvende Kuffert bruger vi ligeledes kropssproget for at understrege den verbale kommunikation ved at vise børnene stop tegnet samtidig med at dette kommunikeres ud eller ae ae og viser barnet hvordan man aer.

Dialogen mellem børnene og de voksne er yderst vigtig, det er her ord og betydninger bliver skabt og integreret som løsningsmodeller.

Det er vigtigt at børn får en mulighed for at lære de sociale spilleregler ved at være i en gruppe.