Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Den Gode aflevering

Den gode aflevering

Kære forældre

Vi ved, at det kan være svært at aflevere sit barn. Derfor denne lille vejledning. Hvert barn oplever afleveringen forskelligt. Dagene opleves heller ikke ens og det kan eksempelvis være sværere at sige farvel, hvis man har sovet dårligt om natten. Vi synes alligevel, at vores erfaringer peger på nogle få generelle råd, som kan gøre det lettere både for jer forældre og for børnene.

Lov ikke barnet at nu skal vi op til en bestemt voksen eller et bestemt barn.

Både voksne og børn holder fri, ferier, er syge eller kommer på forskellige tidspunkter, så det er ikke sikkert at de foretrukne børn eller voksne lige er til stede, når I kommer. Barnets verden kan vælte hvis det har opbygget en tanke om at det skal i Den Flyvende Kuffert og bydes velkommen eller lege med en særlig person, hav fokus på hele børnegruppen i stedet for.

Du skal styre afleveringen.

Det er vigtigt at vedkende sig at det er dig som voksen, der har valgt at aflevere dit barn - det er ikke barnet, der har valgt at skulle væk fra dig. Derfor er det også dig, der skal styre situationen under afleveringen. Prøv at huske, at du giver dit barn nye muligheder og oplevelser.

Giv ikke barnet for mange valg

Det giver barnet sikkerhed og tryghed, når den voksne bestemmer i situationen. Fortæl gerne, hvad du vil have barnet selv gør, men prøv at undgå at formulere det som et valg.

Aftal med personalet, hvem der tager sig af dit barn, når du går.

Vi vil gerne hjælpe barnet med at komme ind i de lege, der er i gang. Det er dit og personalets valg, hvem der tager sig af barnet, når du går - ikke barnets valg. De fleste børn kender de voksne fra de andre stuer fra samværet i løbet af dagen og ugerne, og kan sagtens klare at blive afleveret til en anden end lige en voksen fra sin egen stue.

Fortæl os, hvis du har travlt.

Normalt vil vi respektere det samvær du og dit barn har, når du afleverer. Vi træder derfor også først til, når du eller dit barn tydeligt signalerer eller klart siger til, at I ønsker det. Vi har oftest opmærksomheden rettet mod en aktivitet med andre børn. Det er derfor en god ide, at melde klart ud til personalet, hvis du har travlt og har brug for en hjælpende hånd hurtigere i processen end normalt.

Gå, når du har sagt, at nu går du.

Når du har bestemt dig til at gå, så fortæl til barnet, at nu går du - og GÅ så - uanset protesterne. Det gør ikke en adskillelse lettere at den bliver trukket ud. Det er vores erfaring, at selvom et barn græder, når Mor eller Far går, så går der yderst sjældent mere end 5 minutter før dagen med vennerne er i gang.

Ring til os, hvis du er usikker på hvordan dit barn har det.

Vi forstår godt, at det også kan være svært for dig at aflevere dit barn. Du er derfor altid velkommen til at ringe til os og høre hvordan det går – også selvom du lige er gået.

Den gode modtagelse - krav til personale.

Ved den gode modtagelse forstår vi (personalet) en modtagelse med barnet i centrum. Når barnet ankommer skal han/hun føle sig velkommen og tryg ved situationen. Vi har derfor formuleret nogle krav vi vil stille til os selv som medarbejdere.

Vi hilser på barnet - helst med navns nævnelse

Målet er at børnene føler sig trygge ved modtagelsen og at de føler sig sikre på at der vil være en voksne til at passe på dem, og hjælpe dem i gang med dagen også når Far eller Mor er gået. Derfor hilser vi på barnet så vidt muligt med navns nævnelse.

Vi tager imod beskeder og klarer kortere samtaler om barnet.

Det er vigtigt, at forældrene kan give os besked, hvis barnet kommer med særlige oplevelser eller eksempelvis har sovet dårligt siden sidst, så vi evt. kan tage hensyn til dette eller bedre forstår barnets måske anderledes reaktioner i løbet af dagen. Vi vil derfor altid forsøge at få tid til en kortere snak om spørgsmål, der presser sig på. Har forældrene behov for lidt længere snak, så aftaler vi et tidspunkt, hvor vi kan være mere uforstyrret.

Vi har ikke altid tid til hyggesnak, da vi skal være opmærksomme på både de børn der kommer og de der er ankommet. Ofte giver det uro i børnegruppen, når forældre opholder sig i længere tid på stuerne. Det er derfor vigtigt at i overholder afleveringstiden inden kl. 9.

Vi tager ansvar, når Mor eller Far går

Det er de voksne omkring barnet (og ikke barnet selv), der skal tage ansvaret for modtagelsen. Vi respekterer det samvær forældrene skaber med barnet under afleveringen og træder først til, når de går eller tydeligt signalerer, at de har brug for en hjælpende hånd. Så snart Mor eller Far har sagt farvel træder vi til. Vi fortæller barnet, at vi hat set ham/hende f.eks. ved at spørge ind til noget, som viser barnet, at man husker ham/hende fra i går.

 

Vinke-hjælp af og til

Målet, i Den Flyvende Kuffert, er at børnene lærer selv, alt efter alder,  kan klare at sige farvel, men vi hjælper dem selvfølgelig gerne. Den gode modtagelse betyder også, at vi giver os tid til de børn, vi har modtaget og eventuelt sætter aktiviteter i gang. Vi kan derfor ikke love, at vi kan deltage i et hvilket som helst vinke-ritual hver dag. Hvis et barn har brug for at komme op til den voksne, vil den voksne modtage barnet i siddende stilling

Vi tager barnet alvorligt

Den gode modtagelse betyder, at vi tager barnet alvorligt. Når barnet siger at han/hun er ked af at Far eller Mor går, så svarer vi, at det kan vi godt forstå, men derfor skal de jo gå alligevel. Det er aldrig pjat eller skaberi at barnet græder, men kan meget vel være en protest over at skulle skilles fra Mor eller Far. Det er meget sjældent fordi barnet er ked af at være i Den Flyvende Kuffert.

Vi hjælper forældre til at blive trygge

Forældre skal føle sig trygge ved at overlade deres børn til os. De er derfor altid velkommen til at ringe og høre, hvordan det går – også selvom de lige er gået ud af døren.